Belgiens landstræner: Holdets karakter blev testet

Sport
To af tre belgiske mål blev scoret af indskiftede spillere, som Roberto Martínez havde sat på banen. (Foto: Foto: Sergio Perez/Reuters)

Japans føring var en test af den belgiske karakter, mener Belgiens landstræner, Roberto Martínez.

Belgien var til tælling i VM-ottendedelsfinalen mod Japan mandag aften.

Japan førte kampen 2-0 med godt 20 minutter igen, men med en sejr på 3-2 formåede belgierne alligevel at kæmpe sig videre til kvartfinalen, hvor Brasilien nu venter.

Det store belgiske comeback viser holdets karakter, mener landstræner Roberto Martínez.

- Det er sådan noget, der sker ved en VM-slutrunde. Holdets karakter blev testet. Det siger noget om den her gruppe af spillere, siger Roberto Martínez efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Belgiernes tre mål blev scoret af Jan Vertonghen, Marouane Fellaini og Nacer Chadli. De to sidstnævnte havde Martinez sat på banen, efter at Japan kom foran 2-0, og landstræneren satte dermed et tydeligt aftryk på det belgiske comeback.

Belgiens afgørende mål blev scoret i kampens sidste minut. Japan bragte mange spillere med frem på et hjørnespark og blev fanget i en omstilling.

Det var første gang siden 1970, at et hold gik videre fra en knockoutkamp ved VM efter at have været bagud 0-2.

- Vi tænkte, at det ville gå ligesom mod Wales for to år siden (Belgien tabte 1-3 til Wales ved EM, red.), men vi tænkte også på at score for at holde kampen i live, siger anfører Eden Hazard ifølge fifa.com.

- Vi har spillerne til at ændre kampe, og vi bragte spillere fra bænken, der gjorde en forskel, så vi er bare glade for at have vundet og være videre til kvartfinalen, siger Hazard.

Fredag venter Brasilien i kvartfinalen for Hazard og holdkammeraterne.

- Det bliver fantastisk, for det der er specielt at spille mod Brasilien som fodboldspiller. Vi skal restituere godt, og så vil vi virkelig forsøge at vinde kampen, siger Hazard.

/ritzau/