Danmark støtter en hård kurs over for Italien, der ifølge Europa-Kommissionen har fremlagt et budget, der er i strid med fælles regler.
- Vi er da nødt til som gode venner at gøre dem opmærksom på det – også ret kontant, siger finansminister Kristian Jensen (V).
Ministeren deltager mandag i et eurogruppemøde i Bruxelles, hvor de 19 eurolande umiddelbart forinden har drøftet det italienske budgetudspil, som kommissionen afviste i slutningen af oktober.
Det er første gang, at kommissionen har bedt et land om at ændre budgettet. Fristen er 13. november.
Bekymringen retter sig mod, at Italien kæmper med eurozonens næststørste gæld, mens budgettet lægger op til at øge underskuddet betydeligt.
Den danske finansminister kalder det usolidarisk. Italien "leger med ilden", mener han.
- Opstår der usikkerhed om hele eurozonens budgetter, så er det ikke kun Italien, der får højere renter. Så er det også andre lande, som rent faktisk har taget initiativ til at få ryddet op i deres økonomi.
Han nævner Spanien, Grækenland og Portugal.
- Jeg kan simpelthen ikke se, at et land, der har så stor en gæld, lægger op til så stort et underskud, mens der er højkonjunktur, siger Jensen.
Den italienske regerings budgetudspil er bekymrende også for Danmark, og det kalder på en kontant reaktion, mener den danske finansminister:
- Den europæiske økonomi hænger uløseligt sammen, uanset om man er med i eurozonen, eller om man som Danmark ikke er. Derfor bliver det, der sker i eurozonen afgørende for, hvordan udviklingen bliver i Danmark.
Flere andre EU-landes finansministre delte lignende bekymringer før mandagens møde. Irland og Frankrig krævede italiensk ansvarlighed.
/ritzau/