Det går godt for landets sundhedscentre. Ovenpå massiv
kritik i 2006 har centrene fået bugt med ventetiden på strålebehandling for kræftpatienter.
Det kunne sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V) fortælle i dag på et
pressemøde i Sundhedsministeriet.
Men succesen betyder ikke, at sundhedsministeriet kan læne
sig tilbage og klappe i hænderne.
- Det spørgsmålstegn, der blev sat ved behandlingsgarantien
er nu visket bort, kunne sundhedsministeren konstatere ovenpå den rapport, som KREVI
har udarbejdet til Sundhedsstyrelsen.
- Nu skal vi koncentrere os om at give patienterne så kort
et samlet forløb som muligt. Den tid, der går, fra en patient får mistanke om
kræftsygdom, til patienten kommer i behandling, skal være så kort som muligt, siger
Lars Løkke Rasmussen.
Behandlingsgarantien skal sikre patienter ret til behandling
inden fire uger. I slutningen af 2006 blev garantien kritiseret voldsomt for
ikke at leve op til standarterne. Dengang kunne flere af landets aviser
afsløre, at patienter med livstruende kræftsygdomme skulle vente alt for længe
på at få strålebehandling.
Men en række initiativer har fået behandlingsgarantien på
ret kurs, og i 2008 kan alle danske kræftpatienter få strålebehandling i Danmark
indenfor fire uger, viser KREVI’s beregninger.
Indkøb af nye strålekanoner sammen med en trimning af
organisationen har medført, at kapaciteten forventes at vokse med over 20
procent fra ca. 220.000 behandlinger i 2007 til ca. 270.000 i 2008.
Men sundhedsministeren er forsigtig med at afgive løfter.
- Det er ikke noget løfte, jeg giver, vil jeg godt
understrege. Men det er indenfor rækkevidde, hvis alle gør deres bedste. Vi
skyder jo efter et bevægeligt mål, og jeg kan ikke garantere, at der ikke
kommer ny forskning, som siger, at nogle grupper skal have behandling endnu
hurtigere, og i det tilfælde kan jeg jo ikke holde mit ord, siger Lars Løkke
Rasmussen.
Kræftens bekæmpelse vil have betegnelsen akut hæftet på
kræftpatienter, men det ønsker sundhedsministeren ikke.
- For mig er akut noget med blå blink og ambulancer, men det
er ikke væsentligt hvilket ord, man bruger. Hvis vi definerer det som akut, så
tager systemet ansvaret, og så kan det altså være, at systemet bestemmer, at
man hurtigst muligt skal behandles i udlandet. Det er ikke sådan nogle
behandlingsforløb, man vil have, siger Lars Løkke Rasmussen.