Hygiejne skal have sin egen post på finansloven. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, der nu kræver, at vi skal have sat fokus på forebyggelsen af den frygtede influenza A.
"Vi skal allesammen lære at vaske vores hænder og spritte dem af, så vi ikke går og smitter hinanden og får sygedage. Sådan ser vi det blot ved en almindelig influenza men særdeles også ved en pandemi," siger Liselott Blixt til Nyhedsbureauet Newspaq.
På baggrund af de seneste måneders diskussioner om Influenza A, tidligere kendt som svineinfluenzaen, vil Dansk Folkeparti nu forlange, at vi alle bliver bedre til at afspritte vores hænder.
"Det skal være på arbejdspladser, daginstitutioner, skoler og hospitaler. Det skal være alle steder, hvor der er mange mennesker, og hvor vi ved, at vi smitter hinanden, og hvor vi derved får mange sygedage," siger Liselott Blixt til Newspaq.
Finansieringen af Liselott Blixts forslag er endnu ikke på plads, men sundhedsordføreren er overbevist om, at forebyggelsen vil spare samfundet penge i sidste ende.
"Beløbet afhænger af, hvor stor en kampagne det skal være. Men jeg tror, at en landsdækkende kampagne, der får alle institutioner med, vil koste fire millioner kroner. Det vil forebygge og spare os for mange syge mennesker, der ellers ville rende ind i influenza," siger hun til jp.dk.
Derudover mener hun, at der skal indføres en sundhedsorienteret uge som fast inventar i de danske institutioners kalendere, og at den aktuelle varslede pandemi er et glimrende springbræt til at få det indført.