Da Bayern München fredag aften sikrede sig en 3-1-sejr hjemme mod Hoffenheim i den tyske Bundesliga, var det blandt andet takket være et straffespark, der aldrig skulle have været dømt.
Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra både Bayern Münchens nyansatte træner, Niko Kovac, og Hoffenheim-træner Julian Nagelsmann.
- Den var ikke helt tydelig. Jeg ville ikke have dømt straffespark, siger Niko Kovac efter kampen, der var den første i den nye sæson i Bundesligaen.
Straffesparket blev dømt i en situation, hvor Hoffenheims forsvarsspiller Håvard Nordtveit lavede en glidende tackling inde i feltet.
Bayerns Franck Ribery prikkede bolden over nordmanden og sprang også selv over ham, inden de to kolliderede. Dommeren takserede det til straffespark til stor frustration for Hoffenheim-træneren.
- Jeg synes ikke, at der var straffespark. Ribery kunne måske ikke fortsætte sit løb, men han sprang en halv time for tidligt. Hvor var videodommerne?, spørger Julian Nagelsmann med henvisning til Video Assistant Referee-systemet (VAR), der bliver benyttet i Bundesligaen.
Kampens dommer valgte ikke at se situationen igennem.
- Jeg ved ikke, hvad videodommerne lavede. Men de var åbenbart ikke på plads. Det er et mysterie, hvorfor der ikke blev kigget på situationen, lyder det fra Hoffenheim-træneren.
VAR-systemet kom dog i fokus, da Robert Lewandowski brændte straffesparket, og Arjen Robben herefter scorede på riposten.
Efter at have set situationen igennem vurderede dommeren, at Robben var løbet ind i feltet for tidligt. Dommeren dømte omspark, og på sit andet forsøg formåede Lewandowski at sende bolden i mål.
Senere kom Arjen Robben på måltavlen, da han i det 90. minut gjorde det til slutresultatet 3-1.
/ritzau/