FC Barcelona forlængede torsdag kontrakten med midtbanespilleren Sergio Busquets, så den nu er gældende frem til sommeren 2023.
I samme ombæring steg spillerens frikøbsklausul fra 200 millioner euro til 500 millioner euro.
Med andre ord skal interesserede klubber lægge et beløb svarende til mere end 3,7 milliarder kroner, hvis de vil have fingrene i Busquets inden for denne kontraktperiode.
Barcelona har gjort det til et varemærke at hæve disse klausuler betragteligt, efter Neymar smuttede fra klubben til franske Paris Saint-Germain for 222 millioner euro i 2017.
Lionel Messi skrev efterfølgende under på en ny kontrakt, hvor frikøbsklausulen lød på 700 millioner euro, og i forsvarsspillerens Gerard Piques tilfælde steg den til 500 millioner euro.
Den nu 30-årige Busquets debuterede for Barcelona i 2008 under Josep Guardiola. Han har siden spillet 490 kampe for klubben.
Han har været med til at vinde Champions League tre gange, og det er blevet til syv spanske mesterskaber samt seks pokaltitler. Desuden vandt han VM i 2010 og EM i 2012 med Spanien.
/ritzau/Reuters