Bankernes globale udlån fortsætter med at falde, og det bekymrer analytikere, der frygter en forværring af den økonomiske krise i den vestlige verden som følge af bankernes tilbageholdenhed.
- Det er skræmmende. Det skaber en kreditklemme og forstærker recessionen. Det er derfor, vi står foran en global, økonomisk nedtur, siger analytiker Tim Congdon fra International Monetary Research til den britiske avis The Telegraph.
Udlånstallene for sidste års afsluttende kvartal blev offentliggjort søndag af Bank for International Settlements (BIS), der blandt andet overvåger de internationale pengestrømme mellem bankerne.
Totalt faldt udlånene på tværs af grænserne med 799 milliarder euro i fjerde kvartal 2011. Det svarer til en nedgang på 2,5 procent.
- Når banker nedbringer udlån, er det enten, fordi økonomien er dårlig, og der ikke er så stor efterspørgsel på lån fra virksomheder eller husholdninger, forklarer professor fra CBS, Jesper Rangvid.
- Ellers er det, fordi bankerne ikke vil låne ud, fordi de frygter, at dem, de låner pengene til, går fallit, fordi den økonomiske situation er dårlig. Uanset om det er den ene eller anden grund, er det ikke godt for den økonomiske udvikling siger han.
De franske banker reducerede i kvartalet sine udlån uden for landets grænser med næsten 200 milliarder euro. De spanske og italienske bankers udlån faldt også kraftigt, mens den tyske banksektor mindskede sine udlån til udlandet med 181 milliarder euro.
Totalt nedbragte bankerne i eurozonen udlånene med 4,7 procent eller 584 milliarder euro. Det er hovedsagelig lån til andre banker, der er mindsket, men udlånene til virksomheder er også for nedadgående ifølge opgørelsen fra BIS.
Ifølge Jesper Rangvid viser disse tal, at bankerne nedsætter udlån i andre lande i eurozonen, men man kan ikke se, om det også forholder sig sådan i bankernes egne lande.
- Det, man kan udlede af det her det, er, at i krisetider skærer bankerne ned på deres udenlandske aktiviteter. Og det er meget naturligt, at man trækker sig fra de lande, hvor der er krise, siger han .
- Og der hvor udlånene bliver nedbragt, gør det jo alt andet lige den økonomiske genopretning sværere, siger Rangvid.
Reuters