AC Milan-angriberen Mario Balotelli har det ikke godt med, at han har fået en karantæne på tre kampe for sin udvisning søndag aften i forbindelse med Serie A-kampen mod Napoli.
Efter slutfløjtet modtag han sit andet gule kort og dermed rødt for brokkerier over for dommeren.
- Jeg er ked af det på vegne af mine holdkammerater, som træner og arbejder hårdt for mig. Med min handling svigtede jeg dem, siger Balotelli ifølge klubbens hjemmeside til Sky TV.
- Jeg undskylder også til dommeren. Jeg skulle ikke have reageret, som jeg gjorde. Men mod Napoli var det den samme historie igen. Frispark mod mig tæller ikke, men når jeg så gør det mindste, så...
- Jeg erkender, at jeg i visse situationer må holde mig selv tilbage. Mario var forkert på den, og derfor undskylder han, siger Balotelli kækt i tredje person om sig selv.
Det røde kort imponerede ikke Milans hårdt pressede træner, Massimiliano Allegri.
- Når kampe er ovre, er det bedst at forblive stille, og jeg er imod hysteri, sagde træneren ifølge Football Italia efter kampen, som Napoli vandt 2-1.
- Det er bedst at holde mund og forlade banen i stedet for at blive og diskutere med dommeren, da det ikke kommer til at ændre noget. Balotelli skal forbedre sig, hvad det angår, lød det fra Massimiliano Allegri.
AC Milan ligger i midterfeltet i Serie A med fire point for samme antal kampe.
/ritzau/