Selv om det danske ishockeylandshold lørdag drillede de canadiske VM-favoritter i 30 minutter, er landstræner Per Bäckman ikke helt tilfreds med den måde, danskerne agerede på i 1-3-nederlaget.
Svenskeren mener, hans spillere blev lidt for høje i hatten, da de kunne mærke, at NHL-stjernerne blev frustrerede i anden periode.
- I anden periode spillede vi ikke, som vi bør gøre mod et canadisk hold. Vi blev lidt for skråsikre og forsøgte at skabe målchancer hele tiden, siger Bäckman.
- Vi begyndte at løbe 30-40 meter med pucken, og derfor kom udvisningerne i anden periode. Der tabte vi kampen.
- Vi skulle have spillet lidt mere disciplineret, som jeg sagde på forhånd, at vi skulle gøre. Men det er let at blive revet med, når det hele føles godt, og man kan drive gæk med canadierne. Men vi havde ikke smartness nok i dag, lyder facit fra landstræneren.
Han er meget tilfreds med spillet i første periode, som danskerne vandt 1-0 og peger på, at Morten Madsen burde have sat 2-0-scoringen ind, da han ramte stolpen i anden periode.
- Inden kampen havde jeg været tilfreds med dette resultat, men samtidig græmmer jeg mig stadig, fordi canadierne undervurderede os lidt. Man får nogle chancer her i livet, og så skal man tage dem, siger Per Bäckman.
/ritzau/