De har været uadskillelige på verdens badmintonbaner i mere end ti år, og nu har de også fået papir på hinanden. Lørdag blev sportsparret Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen nemlig gift.
Det skriver de på Facebook, hvor de også har lagt et billede op fra den store dag. Her er begge brude i hvid kjole, mens deres datter, Molly, selvfølgelig også er med på billedet.
- Indtil nu er det gået godt. Det er jo dejligt. Det er sjovt at gå og kalde hinanden 'hustru' og 'fru'. Det er jo stadig meget nyt, og man skal på en eller anden måde lige sunde sig efter så stor en dag, hvor alt bare var fantastisk, og hvor vi havde en masse fantastiske mennesker omkring os. Vi er stadig lidt høje efter så god en dag, siger Kamilla Rytter Juhl til Ekstra Bladet.
Bryllupsrejse bliver der ikke noget af. Og det skyldes ikke kun corona-pandemien, der gør det vanskeligt at rejse. Gennem deres lange karriere som badmintonspillere har de to rejst verden tynd, så det har de ikke behov for. I stedet bruger de tiden på deres nye hus i Aalborg, der skal gennem en større renovation.
Gennem deres karriere som doublepar i den absolutte verdenselite vandt parret EM fire gange. De har også vundet All England og fik sølv ved OL i Rio i 2016. Parret lagde ketcherne på hylden i 2018, da Kamilla Rytter Juhl blev gravid.