Både den tyske og den franske økonomi voksede hurtigere end ventet i andet kvartal.
Den tyske økonomi, der er Europas største, havde en vækst på 0,7 procent i andet kvartal, viser tal fra forbundsrepublikkens statistiske bureau.
Analytikerne havde ventet en vækst på 0,5 procent, og de nye tal er dermed en positiv overraskelse.
Det er først og fremmest øget indenlandsk forbrug - både blandt forbrugerne og i det offentlige, der ligger til grund for den økonomiske vækst. Men også en øget eksport har bidraget til væksten.
I Frankrig, der er eurozonens næststørste økonomi, voksede BNP med 0,5 procent i andet kvartal på grund af et øget indenlandsk forbrug, viser officielle tal.
Dermed er Frankrig officielt ude af recession efter en konstant nedgang på over seks måneder. Væksten er langt stærkere, end økonomiske analytikere havde ventet.
Officielle tal viste tirsdag, at industriproduktionen i eurozonen gik kraftigt op i juni.
Væksten i andet kvartal styrker håbet om, at euroen er på vej ud af recession og bevæger sig væk fra den voldsomme gældskrise, som har kostet millioner af job og ført til spekulationer om, at euro-samarbejdet kan bryde sammen.
/ritzau/DPA