Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, var på dagen for drabet på journalisten Jamal Khashoggi flere gange i kontakt med den rådgiver, der efter alt at dømme styrede aktionen.
Det har den amerikanske efterretningstjeneste CIA fundet ud af i sin egen efterforskning af sagen. Det skriver The Wall Street Journal.
Avisen oplyser, at den har set uddrag fra "højt klassificerede dokumenter", der bygger på opsnapning af elektronisk kommunikation og hemmelige informationer.
Kronprinsen sendte i timerne før og efter drabet, der blev udført på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul den 2. oktober, mindst 11 beskeder til sin rådgiver Saud al-Qahtani, skriver avisen.
CIA kender ikke indholdet i de elektroniske beskeder.
Det har tidligere været rapporteret i amerikanske medier, at CIA's undersøgelse af sagen mundede ud i, at drabet efter alt at dømme skete på direkte ordre fra kronprinsen.
Saudi-Arabien har konsekvent fastholdt, at drabet skete uden kronprinsens kendskab.
CIA's konklusion bygger ifølge Wall Street Journal også på en udtalelse fra den saudiske leder i august 2017. Her talte han tilsyneladende om at sætte en fælde op for Khashoggi.
Bin Salman fortalte således nærtstående, at hvis hans forsøg på at overtale Khashoggi til at vende tilbage til Saudi-Arabien skulle glippe, så kan "vi måske lokke ham uden for Saudi-Arabien og lave foranstaltninger".
Rådgiveren Saud al-Qahtani omtales ofte som bin Salmans nærmeste rådgiver. Det antages, at han havde ansvaret for den 15 mand store dødspatrulje.
Han var ifølge CIA i kontakt med dem, samtidig med at han kommunikerede med kronprinsen på dagen for drabet.
Saudi-Arabien har anholdt 18 personer som mistænkte i sagen. Styret har forklaret, at drabsholdet agerede på egen hånd.
USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at han ikke er blevet præsenteret for oplysninger, der direkte sætter drabet i forbindelse med Mohammed bin Salman.
Jamal Khashoggi var fra sit eksil i USA en harsk kritiker af styret i Saudi-Arabien og især af kronprinsen.
/ritzau/