Den britiske premierminister, Boris Johnson, overvejer at flytte Overhuset ud af London til den nordengelske by York.
Det skriver Sunday Times. Avisen henviser til unavngivne kilder.
Johnson vandt i sidste måned overbevisende det britiske parlamentsvalg. Her lovede han at øge investeringerne i det nordlige England, som siden finanskrisen har været ramt af nedgang i industrien.
Ifølge Sunday Times beordrede Boris Johnson at påbegynde at planlægge udflytningen. Avisen peger på, at den konservative leder ønsker at holde fast i vælgeropbakningen i området.
Et muligt sted, hvor Overhuset kan ligge, er ifølge avisen en offentlig ejendom i nærhed af jernbanestationen i York.
York blev grundlagt af romerne. Men byen har sit navn fra vikingerne, der fra slutningen af 800-tallet bosatte sig i det nordlige England.
Byen har et berømt vikingemuseum.
York skal angiveligt være Johnsons førstevalg til Overhusets nye placering. Dernæst kandiderer Birmingham, der er landets næststørste by.
Der bor lidt over 200.000 i York.
Overhuset udgør sammen med Underhuset det britiske parlament. Det kan dateres helt tilbage til 1400-tallet og har tidligere fungeret som appelret. I dag gennemfører det lovtekniske undersøgelser af regeringens lovforslag.
Overhuset har 742 medlemmer og har ligesom Underhuset sæde i Palace of Westminster i London.
Medlemmerne af Overhuset er hovedsageligt udpeget af premierministeren.
Boris Johnson står midt i forberedelserne til brexit, som træder i kraft om mindre end to uger.
Johnson vandt i december parlamentsvalget med en sikker sejr med 364 sæder af de i alt 650 sæder i Underhuset. Dermed opnåede han det stærkeste konservative flertal siden 1987.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters