USA's finansministerium har givet ordre til, at en check, der skal udbetales til millioner af lønmodtagere i USA som hjælp midt i coronakrisen, skal bære præsident Donald Trumps navn.
Det skriver Washington Post. Avisen citerer kilder i det amerikanske skattevæsen.
Det er skattevæsnet (IRS), der skal stå for forsendelserne af pengene.
Det er i så fald første gang, at en præsidents navn optræder på en tilbagebetaling eller udbetaling fra IRS.
Manøvren vil ifølge Washington Post forsinke udbetalingerne af de 1200 dollar (knap 8200 kroner), som cirka 150 millioner amerikanere vil være kvalificeret til at modtage for at holde gang i amerikansk økonomi.
Finansministeriet afviser, at udbetalingerne bliver forsinket.
IRS fik først tirsdag besked om at sætte Trumps navn på checken under en linje, hvor der står "Økonomisk Igangsætningsbetaling". Men så han ikke fremstår som den, der har underskrevet checken.
Hans navn vil stå på cirka 70 millioner postsendte checks til folk, som skattevæsnet ikke har bankoplysninger på.
Men det har været nødvendigt for IRS at ændre sin computerkode for at få Trumps navn med, og det kan forsinke forsendelserne, siger en kilde i finansministeriet til Washington Post.
De øvrige 80 millioner checks bliver indsat direkte på borgeres bankkonti.
Checkene - også omtalt som helikopterpenge - er en del af en hjælpepakke til 2000 milliarder dollar, som Kongressen vedtog i sidste måned. De skal modvirke nogle af de store skader, der har ramt USA's økonomi under coronakrisen.
Washington Post skriver, at det var Trump selv, som under en privat samtale med finansminister Steven Mnuchin havde foreslået, at hans navn kom på checken med hans underskrift.
Trump har ellers tidligere benægtet, at han havde noget ønske om det.
- At jeg skulle skrive under, nej slet ikke, sagde han under et pressemøde i Det Hvide hus 3. april.
- Der er millioner af checks. Skulle jeg underskrive dem? Nej. Det er et initiativ fra Trump-regeringen, men jeg ønsker ikke at være underskriveren, sagde han.
/ritzau/