Topklubberne er indtil videre kommet godt fra start i Premier League, og søndag var også Arsenal i stand til at hente en sejr.
Arsenal vandt knebent med 1-0 på udebane over Newcastle i sæsonens første ligakamp for de to mandskaber.
Dermed følger Arsenal trop med Liverpool, Manchester City og Tottenham, som også vandt deres premierekampe i ligaen fredag og lørdag.
Blot et enkelt mål blev der scoret i søndagens opgør, og det blev sat ind af Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang efter 58 minutter.
Aubameyang modtog bolden i feltet fra backen Ainsley Maitland-Niles og chippede den elegant ind over den fremstormende Newcastle-keeper Martin Dúbravka.
I slutfasen havde Arsenal flere kontrachancer til at lukke kampen, men blandt andre Aubameyang misbrugte mulighederne.
Newcastle havde også sine muligheder for at score i kampen, men skarpheden manglede for hjemmeholdet.
Og derfor endte kampen med en smal sejr til Arsenal, der gav debut til nyindkøbte Nicolas Pepe og den lejede Real Madrid-spiller Dani Ceballos i anden halvleg.
Leicester var også i aktion søndag, da holdet med Kasper Schmeichel på mål tog imod Wolverhampton.
Den danske landsholdsmålmand holdt buret rent, da kampen endte 0-0.
En VAR-kendelse reddede Leicester og Schmeichel, som måtte se en bold gå i nettet seks minutter inde i anden halvleg.
Men Leander Dendonckers scoring blev annulleret, efter at VAR-dommeren Jon Moss mente, at bolden havde ramt Willy Bolys arm i opbygningen til målet.
Manchester United tager imod Chelsea i søndagens sene kamp.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.