Efter en pause på næsten 11 år er Viborgs Heidi Astrup tilbage i rødt og hvidt – for en stund. Efter de to livsvigtige kampe mod Ukraine i starten af juni stopper den håndboldveteranen karrieren for alvor.
Det generer ikke landstræner Jan Pytlick, for han slet har ikke tænkt sig at kigge længere frem end de to Ukraine-kampe.
»Her stiller vi med de folk, der er de bedste i de to kampe. Vi kigger ikke langsigtet, og er der nogle unge spillere, som ikke kommer med nu. Så kommer de bare med senere,« forklarer Jan Pytlick.
Han understreger dog, at Heidi Astrup ikke skal ind og være en af de bærende kræfter.
»Hun vil ikke blive en af de bærende på vores hold. Hun kan komme ind og supplere de folk der er i forvejen. At få Heidi Astrup med giver bare holdet større bredde,« siger han og fremhæver Viborg-spillerens store rutine fra hendes mange kampe i Europa Cuppen.
»Og så betyder det også noget, at der er mange Viborg-spillere med på holdet. Hun kender jo Rikke Skov, Lene Lund Nielsen, Henriette Mikkelsen, så man kan spille med en hel Viborg-kæde,« konstaterer landstræneren.
Sidste gang Heidi Astrup spillede på landsholdet var ved EM i 1996.