Arsenal har et godt udgangspunkt inden den anden kvartfinale i Europa League mod Napoli.
Torsdag tog det engelske hold således første stik, da italienerne hjemme på Emirates Stadium i London blev besejret 2-0.
Begge Arsenals mål faldt i første halvleg, hvor englænderne formåede at udnytte, at Napoli i lange perioder havde store problemer med at få spillet i begge ender til at hænge sammen.
Returkampen i Italien bliver spillet om en uge. Den samlede vinder skal møde enten Valencia eller Villarreal i semifinalen.
I den første duel mellem de to spanske hold vandt Valencia 3-1 i en kamp, hvor Daniel Wass sendte sit hold på sejrskurs, da han scorede til 2-1 i overtiden.
Arsenal startede som lyn og torden i torsdagens kamp mod Napoli og kom på 1-0 efter et kvarter, da Aaron Ramsey efter et klassisk Arsenal-opspil med flere korte afleveringer og en stikning ind i feltet sparkede bolden i mål.
Ti minutter senere stod der 2-0. En vaks Lucas Torreira udnyttede en vag Napoli-aflevering til at opsnappe bolden cirka midt på italienernes banehalvdel.
Efter et par træk sendte uruguayaneren bolden mod mål fra kanten af feltet. Undervejs ramte den Napolis forsvarsklippe Kalidou Koulibaly, hvilket efterlod Alex Meret i målet chanceløs, og ivorianeren blev noteret for et selvmål.
Det napolitanske forsvar var generelt i gavehumør i første halvleg, og italienerne var heldige med kun at være bagud med to mål, da der blev fløjtet til pause.
Turen i omklædningsrummet gjorde godt for Napoli, der kom mere ind i kampen fra starten af anden halvleg - blandt andet fordi Arsenal havde sænket tempoet en smule og var knap så angrebsivrig.
Efter 25 minutter havde Piotr Zielinski en stor mulighed for at reducere, da Lorenzo Insigne sendte en flad tværaflevering ind i feltet. Men polakken, der var helt fri foran mål, fik ikke ordentlig træf på bolden, der i stedet sejlede over kassen.
Efterfølgende fik både Arsenal og Napoli spillet sig til flere store chancer, men anden halvleg forblev målløs.
/ritzau/