Arsenals manager Arsène Wenger måtte igen forsvare Arsenals transferpolitik forud for onsdagens kvalifikationskamp i Champions League ude mod tyrkiske Fenerbahce.
I sæsonens første spillerunde tabte Arsenal på hjemmebane med 1-3 til Aston Villa, og London-klubben kritiseres for at ikke at have købt godt nok ind i sommerens transfervindue.
- Jeg vil gerne minde om, at i løbet af de seneste 16 år har vi haft meget succes på transfermarkedet.
- Hvis man ser på de spillere, som spiller onsdag, så er det spillere af topkvalitet, og det må man aldrig glemme, siger Wenger til klubbens hjemmeside.
Fansene er utilfredse med de manglende spillerindkøb, og de har tværtimod måtte se angriberne Gervinho og Marouane Chamakh forlade klubben i de seneste uger.
Wenger mener, at det er vigtigt ikke at gå i panik, selv om klubben ikke har hentet nogle store profiler.
- Vi gør det, vi mener, er rigtigt. Når vi mener, vi har fundet de rette spillere, slår vi til. Jeg har sagt mange gange, at transfervinduet bør lukkes før sæsonstart, siger Wenger.
Hvis Arsenal ikke henter en ny angriber, kan Nicklas Bendtner komme i spil, da han stadig er på kontrakt i London-klubben i endnu et år.
Arsenal møder Fenerbahce i Istanbul onsdag aften, mens returkampen spilles i London i næste uge. Vinderen af de to opgør avancerer til gruppespillet i Champions League.
/ritzau/