Arsenal kæmper for at afslutte sæsonen i Premier Leagues top-4, som giver adgang til næste sæsons Champions League.
I jagten på Europas forjættede land har London-klubben onsdag været et smut forbi FC Barcelonas overskudslager, hvor man har indgået en lejeaftale med midtbanespilleren Denis Suárez.
Den 25-årige spanske offensivspiller har ikke været i stand til at tilspille sig en stamplads i den spanske storklubs forreste geledder, siden han i 2016 vendte tilbage til klubben i Catalonien.
Arsenal har samtidig sikret sig en købsoption på den kreative spiller, der står noteret for en enkelt landskamp for Spanien.
I samme ombæring har Barcelona forlænget kontrakten med Denis Suárez frem til sommeren 2021 for at beskytte hans markedsværdi, såfremt Arsenal ikke benytter købsoptionen til sommer. Det skriver Sky Sports.
Hos London-klubben bliver spanieren genforenet med manager Unai Emery, som havde en ung Denis Suárez under sine vinger i Sevilla i sæsonen 2014/2015.
Arsenal er øjeblikkeligt nummer fem i Premier League - a point med Chelsea på fjerdepladsen, som dog har en kamp til gode.
/ritzau/