Der skal slås hårdere ned på både de private og offentlige arbejdspladser, hvor der sker alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, der i værste fald kan koste liv, førlighed og arbejdsevne.
Samtidig skal Arbejdstilsynet mere målrettet gå efter de brancher og virksomheder, hvor risikoen for arbejdsmiljøproblemer er størst, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Sådan lyder et par af de anbefalinger, som Arbejdsmiljørådet i enighed har afleveret til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
- Følges vores anbefalinger, vil vi få mere arbejdsmiljø for pengene, siger Dansk Byggeris arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, der har plads i Arbejdsmiljørådet.
Arbejdsmiljøkonsulent i BAT-kartellet Ulrik Spannow, der repræsenterer byggeriets lønmodtagere i rådet, er enig.
- Det er min oplevelse, at ministeren har taget godt imod anbefalingerne, som får ekstra vægt af, at parterne er enige. Hvis ministeren følger vores anbefalinger vil det give øget fokus på byggeriet og ikke mindst på de virksomheder, der ikke har styr på sikkerhed og arbejdsmiljø, siger han.