Hver måned tikker der 17.073 kroner ind på 26-årige Peters konto før skat. Han er på dagpenge som arbejdsløs tømrer.
Men den arbejdsløse tømrer supplerer sin sociale ydelse med et fuldtidsarbejde som sort tømrer. Det tjener han 13.000 kroner på hver anden uge.
- Man er jo nødt til at have en indkomst på papiret. Ellers kommer der nogen og banker på døren og kontrollerer hvad du laver, siger han til Ekstra Bladet.
Peter er overfor avisen anonym, da han ikke vil opdages for sit massive sociale bedrageri.
For mens andre går på arbejde, så Peters storsvindel kan finansieres, skummer han fløden og kan leve med masser af penge at hygge sig for.
- Mine faste udgifter bliver betalt af dagpengene og resten bliver lagt til side. Det er meget fedt, at jeg kan spare op til 'dårlige tider', en rejse eller et nyt fedt fjernsyn, siger han til avisen.
Han fortæller, at han har får tilbudt sort arbejde fra tre forskellige firmaer. På 16 måneder har han på den måde snydt for 300.000 kroner, som han har tjent uden at betale skat af dem.
Peter blev udlært i 2011, men blev efter et halvt år fyret fra sit job og kom på dagpenge. Siden har han skummet fløden på samfundets regning. Og han mener, at det er i orden at bedrage, når andre gør det.
- Helt ærligt, når en Dong-direktør kan få 20 millioner kroner for at holde op med at arbejde, så kan jeg også arbejde sort i en periode af mit liv, siger Peter til Ekstra Bladet.
Peters omfattende bedrageri mod samfundet gør socialminister Karen Hækkerup (S) vred.
- Det forarger mig helt ind i knoglemarven. Han skal bare stilles til ansvar, siger ministeren til Ekstra Bladet.
- I en krisetid, hvor folk er tvunget til at forholde sig til lønnedgang, så er det provokerende at se en person, der som ham nasser på systemet og er stjerneligeglad, raser ministeren.
Peter siger til Ekstra Bladet, at han er bange for at blive opdaget og derfor optræder anonymt.
Kilde: Ekstra Bladet