Arbejdsløs Cort efter Tourens længste dag: En langgaber

Sport
Dylan Groenewegen var hurtigst i spurten på 7. etape. (Foto: Foto: Peter Dejong/Scanpix)

Tour de Frances 7. etape var tæt på begivenhedsløs, indtil den blev afgjort i den forprogrammerede massespurt.

Tusindvis af mennesker havde taget opstilling langs ruten på 7. etape af Tour de France. Men stor underholdning var der ikke for menneskemængden langs landevejene.

Den 231 kilometer lange etape endte i en massespurt, som hollænderen Dylan Groenewegen vandt. Den danske rytter Magnus Cort har meget nemt ved at sætte et mærkat på de næsten seks timer i sadlen.

- Det var en langgaber, siger Cort.

Et par halvhjertede udbrud var alt, hvad det kunne blive til på en dag, hvor det så ud, som om feltet havde lavet en kollektiv aftale om at tage den med ro.

Det var der nu ikke tale om, siger Cort.

- Nej, det er bare noget, der sker. Man kunne se i starten, at det tog lang tid, før der kom nogen afsted. Det var jo et tegn på, at der ikke var ret mange, der gad derud.

- Der var ikke noget at lave. Der var ikke rigtigt nogen bjergpoint at køre om, og det var meget sikkert, at det ville ende i en massespurt.

- Den eneste grund til at gå i udbrud skulle være, at man gerne ville have tv-tid. Men jeg tror ikke, der er mange hold, der er med her bare for at få tv-tid. De fleste vil lave resultater, siger Cort.

På de sidste 50 kilometer fik han dog lov til at bruge en smule energi, da Astana holdt kaptajn Jakob Fuglsang helt foran i feltet for at undgå flere styrt.

- Vi må jo prøve at gøre gøre tingene på en lidt anden måde. Så jeg kom til at sidde foran, indtil der manglede seks-syv kilometer. Det betalte sig, for der var jo ikke nogen uheld, siger Magnus Cort.

/ritzau/