På papiret ser alting godt ud. De danske arbejdsgivere giver østeuropæiske håndværkere en god løn og generelt gode arbejdsvilkår. Men når fagforeningerne dykker ned i sagerne, bliver billedet pludselig temmelig mudret.
Fagforeningerne oplever i stigende omfang, at arbejdsgiverne godt nok betaler en rimelig løn, men kræver høje priser for kost og logi, selvom arbejderne bor i kælderlejligheder eller skure. Eller at kontrakten siger 37 timers arbejde, men den reelle arbejdstid er op mod det dobbelte, uden at lønnen følger med, skriver Politiken torsdag.
- De her mennesker er gemt af vejen alle mulige steder og arbejder under forhold, der intet har at gøre med den danske model, siger næstformand i Malernes Fagforening, Bo Rosschou til Politiken.
Avisen har besøgt et sjak på fem litauiske arbejdere, der bor i en kælderlejlighed på Amager - en lejlighed, der ikke er godkendt til beboelse.
Men de er tilfredse, for lønnen er dobbelt så høj som i Litauen. De siger, at de får 250 kroner i timer, at de arbejder 37 timer om ugen, og at huslejen for kælderlejligheden er 1.000 kroner pr. mand.
Men det tror Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i BAT-kartellet under 3F overhovedet ikke på.
- De får som regel at vide, hvad de skal sige. Og når bor under de forhold, så vil jeg tro, at deres historie er løgn. Det er ingen, der kommer herop for at arbejde 37 timer, og der er ingen østarbejdere, der får 250 kroner i timen, siger han.
I 2007 har Malernes Fagforbund modtaget 332 henvendelser fra borgere og branchefolk, der har observeret bolig- eller arbejdsforhold, der ser mistænkelige ud.