Landet, hvor det arabiske forår begyndte, tager i dag regionens første styrkeprøve med et frit demokratisk valg. Halvdelen af befolkningen i Tunesien bekender sig til ”ved-ikke-partiet”. Stemmeprocenten bliver 95 procent, skal man tro meningsmålinger.
Tunesiens valglisterne, som efter omvæltningen skulle i brug til dagens valg, indeholdt navnene på 2,5 millioner døde ud af 7 millioner vælgere. ”I gamle dage var det kun de døde, der stemte,” har en valgansvarlig udtalt, skriver the Guardian.
Det vigtigste emne i valgkampen har været arbejdsløshed. Målet for valget er at skabe en grundlovgivende forsamling. I øjeblikket gennemfører en reform-komite sammensat af samfundets mange kræfter de nødvendige ændringer af lovgivningen i overgangsperioden til demokrati.
Massevis af partier
Befolkningen i Tunesien har dannet mange nye politiske grupperinger. Der er over 11.000 kandidater i flere end 100 partier og massevis af uafhængige kandidater. De folkevalgte skal skrive en ny grundlov det kommende år.
Efter næsten 50 års etpartistyre ved manipulerede valg bobler det alle vegne. Resultatet af dagens afstemning vil uden tvivl danne skole i andre muslimske lande. Verden følger spændt, hvordan folkestemningen viser sig at være.
An-Nahda, et moderat islamisk ”renæssance-parti”, hvis leder vendte hjem efter eksil under det tidligere styre, forudses at blive størst i parlamentet, der har 217 pladser. Ledelsen har gjort et stort nummer ud af at præsentere sig som moderate.
Til den amerikanske McClatchy aviskæde har lederen, Rachid Ghannouchi, tidligere i oktober udtalt, at an-Nahda er tilhænger af vestligt demokrati med en mild form for muslimsk sharia lovgivning.
Tunesere med bopæl i udlandet har lov til at stemme ved dagens valg. I lande som Frankrig er mange af dem blevet radikaliserede, så de er mere islamitisk orienterede end deres landsmænd hjemme i Tunesien.
[pagebreak]Meget er sket
Optøjerne i Tunesien, som blev en revolutionær bevægelse, opstod efter en ung gadehandlet satte ild til sig selv den 17. december 2010 i protest imod korruption og undertrykkelse.
Uroen blev så voldsom, at præsident Ben Ali flygtede fra landet den 14. januar 2011. Indtil videre har bevægelsen også væltet de autoritative regimer i Egypten og Libyen.
Nu ser det islamiske an-Nahda, forbudt siden uafhængigheden fra Frankrig i 1956, ud til at blive størst. Der er dog valgregler, der forhindrer, at noget parti kan dominere den grundlovgivende forsamling med en majoritet.
Demokratisk valg eller ej fortsætter det gamle styres magtapparat med korrupte bureaukrater, et notorisk voldeligt politi og et retssystem, der ofte fungerer uden for lovgivningen. Oprydningen er først lige begyndt.
Overgangen
Tunesiens midlertidige leder, premierminister Beji Caid Essebsi, har været det tidligere regimes mand gennem adskillige år. Han var anerkendt for at forsøge at skabe demokratiske forandringer i Ben Ali diktaturets måde at styre landet på.
Essebsi har siden revolutionen drevet landet med ret hård hånd. For tre uger siden gav den 84-årige premierminister et interview til The New York Times, hvor han sammenlignede de revolutionære kræfter med sultramte mennesker.
”Man giver kun den sulte, hvad han har brug for. Får han for meget, kan han dø,” sagde han.
Essebsis råd til andre regimer i overgang fra diktatur til folkestyre er, at løsne grebet en lille smule ad gangen. Tunesien har oplevet adskillige hede demonstrationer af utålmodige unge, der ønsker jobs og friheder straks.
Barsk
I fremtiden håber han at få en fornyet rolle som regeringschef i et demokrati. Essebsi er troende muslim, men hans familie har indtil for få år siden haft en vinbutik. Alkohol drikkes ikke af troende muslimer.
Til tider har overgangsstyret slået hårdt ned på uroen, fordi deres krav var urimelige, mente styret. Politi har svunget stavene og tåregassen er bølget i gaderne. Premierministeren har set sig sammenlignet med fortidens despot.
I september slog hans sikkerhedsfolk strengt ned på de mest urolige kræfter, han forbød politiets fagforeninger og satte en del borgere i husarrest. De radikale kræfter i det revolutionære Tunesien afviser Essebsi helt og aldeles.
[pagebreak]Religion eller ej
Tunesiens islamister, de mest doktrinære muslimer, har forsøgt sig med demonstrationer imod mediernes ytringsfrihed. Det skete i forbindelse med et TV-program, der viste et image af profeten.
Den slags er, som danskere har lært af Muhammedkrisen, ikke tilladt.
Cafeer og natklubber er blevet angrebet af religiøse fanatikere, der føler sig forulempede på deres tro af andre menneskers handlinger og holdninger. Angreb imod frihed på internet og den omtalte TV-program har været et forsøg på at skabe polarisering inden dagens valg.
Alligevel respekterer Tunesien i dag presse- og ytringsfrihed. Først i oktober afholdt landet således et arabisk bloggermøde med over 200 deltagere. Det var i høj grad bloggerne, der sørgede for kommunikation under dette og andre landes opgør med deres undertrykkere.
Siden præsident Ben Ali flygtede til Saudi Arabien er der givet licens til 103 nye medier, herunder 10 dagblade, skriver IPS news. Før regeringen kollapsede, var over 100 journalister tvunget i eksil. I september godkendte overgangsregeringen en presselov, der sikrer vestlige frihedsrettigheder for medierne.
Folkestemning
Folkeaftemningen skal vise, hvor stor vægt islamisterne og deres modpart de liberale får i Mellemøstlig politik. Striden mellem sekulære og religiøse er ret generel for landene i Mellemøsten. I Egypten er alle særdeles spændt på, hvordan det hele falder ud.
Af gode grunde savner en overgangsregering som dem i Tunesien, Egypten og nu i Libyen legitimitet. Modstandere, der har været del af oprørerne imod deres gamle magthavere, er mistænksomme overfor tidligere ledere iført nye kapper.
Et valg renser ud og en ny grundlov kan skabe forandring. Den nye grundlov, som de folkevalgte skal skrive, vil blive sendt til folkeafstemning. Der er i Tunesien ingen deadline for at gøre arbejdet færdigt.
Tunesien er anderledes end andre arabiske lande, idet landet er ret industrialiseret og ikke så fattigt som andre. Landet har en pæn mellemklasse, mange højt uddannede og en homogen befolkning, der ikke er i indbydes stridigheder.