Ansatte på Radio24syv skal flytte: "Ånden herinde er ikke blevet slået omkuld"

- Jeg stiller mig uforstående over for, at man skærer så meget på public service, siger Emma Oehlenschläger, der som tillidsrepræsentant for Radio24syv frygter, at kanalens ånd forsvinder, når hovedsæde og ansatte tvinges til at flytte landsdel. (Foto: Foto: Privat)

Tillidsrepræsentant på Radio24syv er optimist efter nattens medieforlig, men frygter samtidig, hvad der skal ske med den ånd der kan høres i radioen.

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik natten til fredag et nyt medieforlig, der med fordelingen af støttekroner tegner de økonomiske rammer for private og offentlige medier i de næste fem år. 
 
Aftalen, der blev indgået af et smalt flertal i Folketinget, betyder, at Radio24syv i 2019 vil blive sendt i udbud, og samtidig flyttes kanalens hovedsæde fra København til Vestdanmark - sandsynligvis til Aarhus. Forliget indebærer også, at halvdelen af de redaktionelle medarbejdere skal ansættes vest for Storebælt.
 
Det er nedslående nyheder for den licensfinansierede radiokanal, men alligevel er Emma Oehlenschläger, der er tillidsrepræsentant på Radio24syv, optimist på radiokanalens vegne. 
 
- Der vil selvfølgelig være mange af de ansatte, der skal flytte eller finde et nyt arbejde, men sammenholdet og ånden herinde er ikke blevet slået omkuld, siger Emma Oehlenschläger til Avisen.dk.
 
Tre procent over fire år
Det nye medieforlig betyder, at Radio24syv skal spare tre procent om året i de næste fire år. 
 
Tidligere var det på tale, at regeringen ønskede at skære 33 procent af støttekronerne til radiokanalen. Det endte dog med, at den politiske sparekniv ikke blev svunget helt så voldsomt, men alligevel undrer tillidsrepræsentanten sig over besparelserne.
 
- Jeg stiller mig uforstående over for, at man skærer så meget på public service, siger Emma Oehlenschläger.
 
- Vi laver meget mere radio for langt færre penge end det, der ellers laves radio for i Danmark, siger hun med henvisning til DR's radiokanal P1, der har modtaget markant flere licenskroner end Radio24Syv.
 
Det nye medieforlig betyder, at DR skal spare tyve procent. 
 
Hos Radio24syv kan man næste år se frem til at modtage 94,8 millioner støttekroner. Radiokanalen, der blandt andet er kendt for programmerne 'Den Korte Radioavis' og 'Det, vi taler om', vil til sammenligning modtage 83,9 millioner kroner i år 2023. 
 
Ånd kan høres i radioen
Selv om politikerne på Christiansborg har brugt flere måneder på at nå frem til den nye aftale, så er selve resultatet af forliget så nyt, at man hos Radio24syv endnu ikke har overblik over, hvilke ansatte og programmer, der i løbet af de kommende år vil krydse Storebælt for at lave taleradio.
 
- Vi er et forholdsvis lille hold herinde, og jeg tror, at vi laver god radio blandt andet på grund af vores sammenhold og den ånd, der kan høres i radioen. Vi ikke ved, hvad der sker med den ånd, når vi bliver delt op i to hold, siger Emma Oehlenschläger.
 
Savner forklaring
Jørgen Ramskov er direktør for Radio24syv, og han udtrykker over for Politiken sin ærgelse over, at hele administrationen og mindst halvdelen af redaktionen skal flyttes til et kommende hovedsæde i Vestdanmark. 
- Jeg savner fortsat en forklaring på, hvorfor en radio, der fungerer godt, skal splittes ad, siger han til Politiken.