Endnu en bisidder i skattesagen vurderer, at dele af det anonyme brev, der har sat Skattesagskommissionen på den anden ende, kan tyde på, at brevet er et falsum.
Advokat Karen-Margrethe Schebye, bisidder for direktør i Skat København, Erling Andersen, har læst brevet, og der er dele, hun undrer sig over - blandt andet, at personen ifølge Berlingske hævder at være sekretær i et advokatkontor.
- Blandt andet nogle af de formuleringer, der er i brevet, nogle af de ord, der er brugt. Det er ikke lige nogle ord, jeg forbinder med en person, som beskriver sig på den måde, som personen beskriver sig på i dette her brev, siger Karen-Margrethe Schebye.
Bisidder for Steffen Normann Hansen, produktionsdirektør i Skat, Torben Koch, har overfor Jyllands-Posten ligeledes vurderet brevet til at være et falsum. Han baserer det på timingen i brevet.
Karen-Margrethe Schebye opfordrer derfor brevskriveren til at stå frem. Ellers bliver brevet slettet som værende et falsum og ugyldigt som brug i sagen.
- Jeg synes det vil være hensigtsmæssigt, hvis den person, der har skrevet brevet, står frem, så vi kan få klarhed over, om det er et ægte brev.
Hun medgiver dog, at selvom brevet så ikke kan bruges i selve sagen, så kan den have betydning for den stemning, der er omkring sagen. Brevet hævder ifølge Politiken og Berlingske, at Venstres politikere i sagen har talt usandt overfor kommissionen.
De tidligere Venstre-skatteministre Troels Lund Poulsen og Peter Christensen samt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forklaret, at Venstre ikke interesserede sig for eller forsøgte at påvirke udfaldet af Helle Thorning-Schmidts sag.
- Danskerne er jo rigtig, rigtig gode til at leve efter devisen, der er jo ikke røg uden der er brand. Og så er det svært at komme bagefter og sige, at alle mennesker i hele Danmark er i stand til at se bort fra dette brev, siger Karen-Margrethe Schebye.
Skattesagskommissionen undersøger i øjeblikket, hvem der i 2010 lækkede den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag til pressen.
Og hvorvidt daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller andre har forsøgt at påvirke afgørelsen.
/ritzau/