Birthe vender sig uroligt på sofaen. Hun burde egentlig prøve at hvile sig lidt, nu hvor Thomas er ude af huset med Anna. Men hun kan ikke finde ro. I stedet rejser hun sig, går ud i køkkenet og begynder at skralde kartofler og stege bøf med bløde løg. Klokken er ellers kun to om eftermiddagen den 26. juni 2007.

I dag får Birthe Nørgaard og Thomas Stilling besøg af fagfolk, der har vurderet deres cirka et år gamle datter. Birthe er rystende nervøs og ved, at hvis vurderingen er negativ, kan hun intet spise resten af dagen.

Forældrene har fået besked på, at deres datter Anna er spastiker. Hun har en skade i mellemhjernen, som er det sted, der styrer kroppens bevægelser. Birthe har læst på nettet, at den lammelse, Anna har, kan skyldes alkoholmisbrug under graviditeten. Det gør hende ilde til mode, for hun har været ekstrem påpasselig. Selv the og kaffe har hun droppet, for at det ikke skulle skade fostret.

Tip top i orden

Mens hun venter på kommunens eksperter, forestiller hun sig, hvad de mon vil foreslå. Måske vil de sige, at Anna bare skal i et almindeligt dagtilbud. Så vil hun sige, at det synes hun ikke, for Anna skal træne hver dag. Hun og Thomas har været i USA for at lære om Doman-metoden. Ved hjælp af intensiv træning kan hjernens ødelagte forbindelser trænes op, lyder filosofien. På nettet har de læst om børn, der er blevet raske efter mange års træning. Birthe er sikker på, at om to-tre år, så er hendes Anna tip top i orden igen. Rask. Anna skal nok klare den.

Birthe håber, at de siger, at Anna er fin og frisk og slet ikke behøver et specialtilbud. Klokken 16.00 træder psykologen fra kommunen ind i den lyse stue. Thomas er kommet hjem, så han også kan høre vurderingen. Birthe bryder sig faktisk ikke om, at alle de mennesker skal komme rendende i hendes hjem og vurderer hendes datter. Men Thomas siger, at de jo er der for at hjælpe. Om ikke andet så økonomisk.

Vil ikke græde

Mens psykologen remser op hvilke metoder, de har brugt til at teste Anna, bestemmer Birthe sig for, at hun ikke vil se overrasket ud ligemeget, hvad eksperten siger. Men da hun hører, at Anna ligger på niveau med en fire-seks måneders baby, kan hun alligevel mærke tårerne presse på øjnene indefra. Hun har ikke regnet med, at Anna har indlæringsvanskeligheder. Kun, at hun er spastisk.

»Vil hun have brug for hjælp altid?« spørger Thomas helt roligt og tilføjer, at psykologen lige så godt kan give dem klar besked. Svaret er, at Anna har brug for hjælp og vil have det i fremtiden.

»Det får du ikke ret i,« tænker Birthe, mens hun holder tårerne tilbage. Hun vil ikke sidde og græde. Det nytter ikke noget.

Da psykologen går, lader hun en seddel ligge, hvor der står, at Anna har 'cerebral parese af dyston type og forsinket motorisk udvikling'.

Birthe bestemmer sig for, at nu vil hun ud og søge penge fra legater og fonde, så de kan helbrede deres barn. Det vil koste 150.000 kroner pr tur til USA, hvor de skal lave træningsprogrammerne, der kan rette op på skaden i hjernen. Nu må de kæmpe. Kæmpe for Anna.