Birthe styrer Annas hoved fra side til side, mens hun syner Mariehønen Evigglad. Thomas tager sig af en arm og et ben, mens Birthes papmormor, Asta Jørgensen, klarer den anden arm og det andet ben.
Det er august måned 2007, og Anna er et år og fire måneder gammel.
Birthe Nørgaard og Thomas Stilling troede, at de fik den perfekte datter, men drømmen om ønskebarnet blev knust, da de i foråret fik besked på, at Anna har en lammelse i mellemhjernen, der gør, at hun ikke kan styre sine lemmer. Hvis Birthe havde fået at vide, at hun ventede en spastiker tidligt i graviditeten, så havde hun valgt en abort. Det ville hun ikke kunne have overskuet. Men nu er der kun en vej. Fremad.
Thomas er meget fokuseret på, at nu handler de. Nu træner de Anna. Gør noget. Det giver ham en indre ro. Thomas har den holdning, at de lige så godt kan acceptere situationen og handle ud fra det. Når han alligevel føler sig ked af det, går han ned i kælderen og sætter hylder op eller tager til fodbold. For ham er det vigtigt at prøve at opretholde et så normalt liv som muligt. Også selvom slisken, som Anna kravler ned af, står i stuen, hvor der før stod en sofa, og træningsbordet har taget pladsen, hvor der før stod en skænk.
Tårer for Anna
Så enkelt er det ikke for Birthe. Hun er på orlov og tænker på træningen hele tiden. På hvad hun skal huske at gøre med Anna om fem minutter. Hvis der står en ting på træningslisten, som hun ikke har nået, får hun dårlig samvittighed. Derfor har hun aldrig ro til at se fjernsyn mere, og hun kan ikke overkomme at gøre rent. Det hjælper papmormor med. For nogle måneder siden havde de fem hjælpere, der kom og trænede med Anna, men nu er der kun to tilbage, der kommer cirka én gang om ugen.
Nogle dage mister Birthe helt håbet og tænker, hvorfor fanden det skulle gå ud over dem. Når hun græder, kan Thomas godt finde på at vrisse af hende, at nu gør de jo noget. Han synes ikke, det hjælper Anna at være ked af det. Han har sagt nej tak til psykologhjælp, men Birthe vil gerne have nogle værktøjer til at tackle situationen.
Kommunen har tilbudt Anna en plads på en specialinstitution, men Birthe og Thomas ved ikke, om de tager imod den. Det kommer an på, om Anna bare skal sidde og glo.
Træningen i hjemmet er intensiv hver eneste dag. Når de ikke træner krydskoordinering på bordet, træner de nervetråde med en varm og en kold klud på huden eller balance i gyngen i stuen. Og fremskridtene er der. Midt i juni drejede Anna sig selv for første gang. Hun kan nu kravle 10 meter om dagen, hvor hun før slet ikke rørte sig. Først i august klappede hun i hænderne for første gang, og hun er begyndt at kunne gribe efter legetøj, hvor hendes hænder før var knugede. De små fremskridt giver dem håb. Håb for fremtiden.
Nyhedsavisen følger forældrenes kamp for at gøre Anna rask. Læs mere på www.
Hun var deres højeste ønske, og da hun kom til verden var livet perfekt. Men Anna er ikke et normalt barn. 10 måneder efter fødslen får forældrene en besked, der ændrer alt.