Anklagemyndigheden insisterer på, at en afdelingssygeplejerske skal straffes for, at hun ikke formåede at stoppe en underordnet sygeplejerskes drabsforsøg og mulige drab på en stribe patienter.
I sidste måned valgte Retten i Nykøbing Falster at frifinde den 50-årige afdelingssygeplejerske. Men onsdag oplyser Statsadvokaten i København, at dommen er anket til landsretten.
Den tiltalte var leder af den afdeling på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor den nu dømte sygeplejerske Christina Aistrup Hansen arbejdede.
Afdelingssygeplejersken var anklaget for at have ignoreret en række mistænkelige oplysninger, som hun gennem årene modtog om Hansen.
I retten erkendte den tiltalte, at hun undlod at reagere, selv om en af hendes medarbejdere på et tidspunkt sagde, at hun mistænkte Hansen for at slå patienter ihjel.
- Jeg tænkte, at det var en usædvanlig melding, men det var jo ikke sådan, jeg så Christina, og jeg formodede, at det bundede i noget personligt fnidder og intriger, for dem var der så rigeligt af, sagde den tiltalte ifølge TV Øst.
Anklager Michael Boolsen havde krævet afdelingssygeplejersken idømt fire måneders fængsel. Forsvarer Thomas Hess-Petersen gik efter frifindelse - eller maksimalt en bøde på 10.000 kroner.
Men et flertal i byretten valgte altså helt at frifinde den 50-årige for grovere og gentagen forsømmelse og skødesløshed, sådan som anklagen lød.
Sagen mod Christina Aistrup Hansen begyndte 1. marts 2015 efter en nattevagt, hvor flere patienter var døde.
I byretten blev den unge sygeplejerske straffet med fængsel på livstid for at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at dræbe en fjerde med store mængder medicin, som de slet ikke skulle have haft.
I Østre Landsret var man enig i, at Aistrup Hansen havde ondt i sinde, og at hun som minimum havde accepteret risikoen for, at patienterne ville dø.
Dog følte retten sig ikke overbevist om, at det var indsprøjtningerne, der dræbte de i forvejen gamle og svækkede patienter.
Derfor valgte man alene at dømme Hansen for fire drabsforsøg. Den forbrydelse takserede retten til 12 års fængsel.
/ritzau/