Amnesty: Tjetjenske myndigheder angriber homoseksuelle

FRANCE-RUSSIA-CHECHENYA-LGBT-RIGHTS (Foto: Stringer/Ritzau Scanpix)

Mindst to personer er tortureret til døde siden december, siger Amnesty International.

Amnesty International har modtaget troværdige informationer om, at myndighederne i Tjetjenien har iværksat en ny bølge af angreb på homoseksuelle. Mindst to personer er tortureret til døde siden december.

Det russiske LGBT-netværk har bekræftet rapporter om, at de tjetjenske myndigheder har tilbageholdt omkring 40 personer i en regeringsbygning i byen Argun, hvor de er blevet udsat for tortur og mishandling.

Nogle har fået ødelagt deres pas, så de er forhindret i at forlade landet.

- Mange LGBTI-personer i Rusland er stadig traumatiseret af volden i 2017, hvor snesevis af homoseksuelle mænd i Tjetjenien blev bortført og tortureret, mens andre blev dræbt. Nu har myndighederne genoptaget en sådan voldelige kampagne, siger Marie Struthers, som er Amnesty Internationals direktør for Østeuropa og Centralasien.

- Vi er dybt rystede over rapporterne om, at mindst to er døde efter tortur. Menneskeliv står på spil, så det haster med en international reaktion for at beskytte bøsser og lesbiske o Tjetjenien, tilføjer hun.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa udgav i sidste måned en rapport om volden i 2017, hvor det dokumenteres, at Rusland afviste at samarbejde eller gribe ind med en efterforskning,

Hidtil har der ikke været gennemført nogen officiel undersøgelse, og der er ikke en eneste person, som er blevet retsforfulgt for de voldelige overgreb og menneskerettighedskrænkelser, der skete.

Amnesty International understreger, at den manglende indgriben i 2017 klart viser, at bøsser og lesbiske i Tjetjenien ikke kan vente nogen hjælp fra de russiske myndigheder.

/ritzau/