Det Amerikanske Fodboldforbund diskriminerer de kvindelige landsholdsspillere, der får mindre i løn og dårligere forhold end deres mandlige kolleger.
Sådan lyder det fra spillerne på det amerikanske kvindelandshold. Fredag - på kvindernes internationale kampdag - har de sagsøgt fodboldforbundet, US Soccer. Kvinderne kræver ligeløn og samme vilkår som mændene.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Spillerne mener, at de er ofre for kønsdiskrimination, fordi de bliver betalt mindre end de mandlige landsholdsspillere, selv om arbejdsopgaven og ansvaret er det samme.
Stævningen er underskrevet af de 28 spillere, der indgår i den aktuelle landsholdstrup.
- Hver eneste af os er ekstremt stolte af at bære den amerikanske landsholdstrøje, og vi tager det deraf følgende ansvar alvorligt. Vi mener, at kampen for lighed mellem kønnene i sport er en del af det ansvar.
- Som spillere fortjener vi at blive betalt det samme for vores arbejde uanset køn, lyder det fra angriberen Alex Morgan i en erklæring i forbindelse med stævningen.
Det amerikanske kvindelandshold har vundet verdensmesterskabet tre gange, senest i 2015. Holdet skal forsvare VM-titlen i Frankrig til sommer.
Det er ikke første gang, de kvindelige landsholdsspillere har kæmpet for ligeløn og lige arbejdsforhold.
I 2016 indbragte fem spillere fodboldforbundet for en kommission, der skulle undersøge og afgøre, om kvinderne var udsat for kønsdiskrimination.
Også i andre sportsgrene har kvinderne gået til kamp for bedre forhold.
For to år siden truede spillerne på det amerikanske ishockeylandshold med at boykotte VM, hvis de ikke fik samme arbejdsvilkår som mændene. Det gik ishockeyforbundet til slut med til.
/ritzau/