Et flertal af borgerne i USA er godt tilfreds med, at landets efterretningstjenester har adgang til oplysninger om almindelige menneskers telefonsamtaler. Det viser en ny meningsmåling.
56 procent svarer, at det er acceptabelt, at efterretningsorganisationen National Security Agency (NSA) indhenter oplysninger om millioner af telefonopkald.
Den britiske avis The Guardian afslørede i den forgangne uge en hemmelig retskendelse, der beordrer det store teleselskab Verizon til at udlevere data om samtlige opkald foretaget i USA eller mellem USA og et andet land.
Kritikere har påpeget, at overvågningen er decideret forfatningsstridig. Det Hvide Hus har ikke eksplicit bekræftet overvågningen, men ifølge en talsmand er den omfattende telefon-overvågning en afgørende del af USA's kamp mod terrorisme.
Et lille flertal af amerikanerne er derimod modstandere af en tilsvarende massiv overvågning af internettet. 52 procent mener, at NSA bør afholde sig fra at overvåge alt, hvad folk foretager sig på nettet.
Også selv om myndighederne mener, at overvågningen kan være med til at komme terrorangreb i forkøbet.
45 procent har ingen indvendinger mod overvågningen af folks computere. Amerikaneren Edward Snowden, der har arbejdet for NSA, hævdede for få dage siden, at myndighederne har styr på stort set alt, hvad borgerne foretager på sig internettet.
Meningsmålingen er lavet for avisen Washington Post af Pew Research Center.
Ordningen med at indsamle data om telefonopkald blev indledt i 2001 af præsident George W. Bush, men kom først til offentlighedens kendskab i 2006.
Det er først med The Guardians afsløring kommet frem, at Barack Obama-administrationen har videreført metoden.
/ritzau/AFP