Det var en klog beslutning to ambulancefolk tog, da de ankom til en adresse i Åløkkekvarteret i Odense, og hurtigt drejede om på hælene og forlod stedet.
For den var god nok: Der lå et oversavet jagtgevær i sofaen.
Ambulancen var mandag blevet kaldt ud til en 49-årig mand på grund af sygdom, men da ambulancefolkene kom ind i mandens stue syntes de, de så lige ind i løbet på et oversavet jagtgevær. Derfor skyndte de sig væk og tilkaldte i stedet politiet, skriver Fyens.dk.
Fyns Politi kunne konstatere, at der mellem sofapuderne lå et oversavet jagtgevær. Manden var dog rolig, men han vil formentlig blive sigtet for overtrædelse af våbenloven.