Lørdag skal libyerne stemme for første gang i årevis om en nationalforsamling på 200 medlemmer. Gruppen vil så vælge en premierminister, vedtage lovgivning og nedsætte en grundlovgivende forsamling.
Det arabiske forår har skubbet islamitiske partiet frem i fronten i både Tunesien og Egypten, og valget lørdag vil afgøre, om politisk islam også tager over i Libyen.
Demokratisk adfærd er ret ukendt, thi allerede inden Muamar Gaddafi kuppede kongedømmet i 1969, var politiske partier forbudt.
Den politiske debat har været domineret af muslimske holdninger og traditioner. Samtidig betyder klaner og etniske grupper overordentligt meget for befolkningen, der vil stemme efter de traditionelle kanaler af indflydelse. Nogle boykotter valget.
Der er ikke foretaget meningsmålinger, så udkommet er mere end almindelig spændende.
Valget
Ligesom i Egypten har de nye magthavere kogt deres helt unikke valgsystem sammen. Der er 2.500 kandidater, der kappes om 120 pladser. Hertil kommer 500 kandidater til 80, der vælges efter partilister. Tre partiet har domineret valgkampen.
Det Muslimske Broderskab, der netop har tilkæmpet sig præsidentposten i Egypten, har været længst fremme i valgkampen. Mohamed Mursis sejr i Egypten ventes at påvirke vælgerne i Libyen, skriver Reuters.
Ligesom i Egypten blev broderskabet heftigt forfulgt af Gaddafi, der undertrykte gruppe, arresterede hundredevis og henrettede medlemmer ved at hænge dem fra lygtepæle i byerne. Officielt hed gruppen vilde hunde, hvilket er en fornærmelse.
Radikal politiker
Partiet al-Watan (Hjemlandspartiet) er ledet af en mand ved navn Belhadj, som har været leder af en frihedsbevægelse, der kæmpede imod Gaddafi.
Sidenhen har han været hellig kriger i Afghanistan på Talibans side, omgåedes al Qaedas ledelse og været fængslet af vestlige efterretningstjenester. Gaddafi fik ham udlevet i 2004, hvorefter han blev smidt i fængsel.
Belhadj har opnået rigeligt med respekt i Libyen som militær leder i selve hovedstaden Tripoli under borgerkrigen.
[pagebreak]De mest radikale islamister i Libyen er sådan set imod valget, som anses for u-islamisk. Belhadj anklages også for at være i emiratet Qatars sold. Det land støttede oprøret imod Gaddafi aktivt.
Indre uro
Alt er ikke fredeligt i Libyen, som endnu hverken har en samlet politistyrke og endnu mindre et militær. De forskellige bevæbnede grupper, der var med til at bekæmpe Gaddafi har ikke langt våbnene, og der meldes om lokale stridigheder.
Borgerne i Libyen tilhører forskellige etniske grupper, stammer og klaner, og der har været flere ønsker om lokalt selvstyre i Østlibyen og endda diskusison, om det ikke var bedre helt at forlade det enorme ørkenrige og blive selvstændige.
Undertrykkelsen af amazighen (de bryder sig ikke om navnet berbere), der omfatter 10 procent af Libyens befolkning, har været så hård, at de var forbudt at tale deres sprog og befolkningsgruppens ledere blev fængslet, forklarer the Guardian.
Selvstyre
Sidste søndag var der et væbnet sammenstød mellem arabere og amazighen en oase i det sydlige Libyen. Der meldes fra den egyptiske regeringsavis al-Ahram om 47 dræbte og over 100 sårede.
I landets østlige regioner har omkring 3.000 lokale ledere samlet sig og erklæret et autonom regering under det oldgræske navn Cyrenaica. Gruppen boykotter lørdagens valg.
I Libyens sydlige del er der kampe mellem de afrikanske Tabu-folk og den arabiske Zwia stamme. Mange er dræbt i adskillige sammenstød de seneste måneder. Tabu-stammen, landets oprindelige befolkning, var massivt undertrykte under Gaddafi.
Borgerkrigen
Libyen blev en del af det arabiske forår den 16 februar 2011, da en menneskeretsaktivist ved navn Fethi Tarbel blev arresteret, hvilket udløste protester i Benghazi. Den 24. februar smed anti-regeringsmilitiaer Gaddafis styrker ud af kystbyen Misrata.
Allerede 10 dage efter det hele begyndte havde FNs Sikkerhedsråd vedtaget sanktioner imod Muamar Gaddafi og hans familie på grund af hans hårde angreb imod oppositionen. Kun en måned senere landene de første NATO missiler i Libyen.
[pagebreak]Borgerkrigen sluttede den 23. oktober, hvor rebellerne erklærede landet for befriet. En uge efter valgte de en midlertidig premierminister. Alt har på ingen måde været fredelig siden, men nu er der altså valg lørdag den 7. juli.
Velstand
Under Gaddafis mangeårige styre var landet nærmest delt i en østlig og en vestlig del, hvor landets mange indkomster blev brugt i den vestlige, hvor hovedstaden Tripoli ligger.
Libyen er Nordafrikas største producent af olie og verdens femtestørste. Den østlige del, der er utilfreds med forholdene, er hjemsted 80 procent af olien. Østlibyen får kun 60 pladser i den grundlovgivende forsamling og den vestlige 102. Resten går til de sydlige områder.
Debatten om valgets legitimitet, altså om det har autoritet, samler sig om Det Nationale Overgangsråd, hvis leder var Gaddafis højesteretspræsident. Kritikken har samlet sig om folket overhovedet støtter valget, eller om rådets magt i vikeligheden ligger i NATOs lomme.