Kampe mellem to klaner i byen Kufra i det sydlige Libyen har kostet mindst 47 livet, oplyser lokale ledere og en læge i området.
- 32 er dræbt i denne uge i to af klanen Toubous beboelsesområder, siger en læge, Taher Wehli, der har behandlet ofrene.
- Antallet af sårede overstiger 100. Kvinder og børn udgør mere end halvdelen af dem, og størstedelen er såret under morterbeskydning, forklarer han.
En klanleder fortæller, at beskydningen af bydelen er uden ophør. Han beskriver det som krigstilstand.
Han giver den rivaliserende klan Zwai skylden for angrebene og siger, at det sker i ledtog med en libysk brigade, som overgangsregeringen i Tripoli har sendt til området.
Kommandanten for den libyske brigade bekræfter, at dødstallet er "højt".
Abdullah Zwai, lederen for den anden klan, siger, at hans folk også har lidt betydelige tab.
- 14 er dræbt i de seneste to dage, siger han. Yderlige er en soldat fra den libyske brigade dræbt, fortæller han.
Der har tidligere været sammenstød mellem de to klaner. I februar kostede kampe over 100 mennesker livet.
Toubou-folkene er mørkhudede og lever både i det sydlige Libyen og de tilstødende lande Chad, Niger og Sudan. De var udsat for diskrimination og forfølgelse under Libyens tidligere diktator, Muammar Gaddafi.
Klanen klager over, at de fortsat under det nye styre er udsat for forfølgelse.
Kufra med 40.000 indbyggere ligger i et hjørne af Libyen, der grænser op til Egypten, Chad og Sudan.
/ritzau/AFP