Alexis Sánchez fik en sejr i sin debut for Manchester United, da storklubben fredag aften aflagde besøg hos Yeovil Town i fjerde runde af FA Cuppen.
Hjemmeholdet, der er fjerdesidst i den fjerdebedste række, indkasserede som forventet et nederlag, der kom til at lyde på 0-4.
Alexis Sánchez kom ikke på måltavlen i sin første kamp for United, der tidligere i denne uge hentede den chilenske angriber hos Arsenal.
Men han var med i to af gæsternes mål i sejren.
United-manager José Mourinho, der fejrede sin 55-års fødselsdag på kampdagen, havde fra start placeret Alexis Sánchez i venstre side.
Yeovil gjorde betingelserne svære for Manchester United i første halvleg, men fem minutter før pausen kom gæsterne alligevel foran.
Alexis Sánchez lagde bolden frem til Marcus Rashford, men i første omgang så hjemmeholdets forsvar ud til at have styr på situationen.
Der gik dog kludder i den, og så kunne Marcus Rashford score til 1-0.
Et kvarter inde i anden halvleg spillede Alexis Sánchez bolden ud til Ander Herrera, der sikkert scorede til 2-0.
Spanieren scorede også, da Manchester United i januar 2015 ligeledes var på besøg hos Yeovil i FA Cuppen.
Dengang sejrede favoritterne med 2-0, og det så også ud til at blive resultatet i fredagens kamp.
To indskiftere kom dog på måltavlen i de afsluttende minutter.
Først scorede Jesse Lingard, der afløste Alexis Sánchez 18 minutter før tid, til 3-0, og Romelu Lukaku nåede også at komme på scoringstavlen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.