Ritzau
Opdateret kl. 16:29
Den amerikanske instruktør Martin Scorsese står bag en ny dokumentar om The Beatles og deres første besøg i USA. Det skriver streamingtjenesten Disney+ i et opslag på X.
- Forbered dig på at opleve det elektrificerende øjeblik, hvor The Beatles for første gang landede i Amerika, lyder det.
Dokumentaren hedder "Beatles '64" og indeholder aldrig tidligere sete optagelser af bandet og deres fanskare, skriver det amerikanske medie NME.
Ifølge mediet giver filmen et sjældent glimt af dengang The Beatles blev "det mest indflydelsesrige og elskede band nogensinde".
I dokumentaren indgår nye interviews med blandt andre bandmedlemmerne Paul McCartney og Ringo Starr.
Også interviews med nogle af bandets største fans er med i filmen.
Dokumentaren følger de fire bandmedlemmer, John Lennon, George Harrison, Paul McCartney og Ringo Starr, i USA i 1964, hvor de debuterede med koncerter i Washington Coliseum og på "The Ed Sullivan Show" med mere end 73 millioner seere.
Showet blev ifølge mediet NME den mest sete tv-begivenhed i sin tid.
"The Ed Sullivan Show" var et amerikansk tv-program, der kørte på kanalen CBS frem til 1971.
Optagelser fra bandets debut filmet af de to dokumentarister Albert og David Maysles kommer til at indgå i restaureret kvalitet.
Her kommer der også til at være mere intime optagelser med de fire, hvor venskabet mellem dem bliver fanget i en tid, hvor de oplever "utænkelig berømmelse", skriver mediet.
I forbindelse med filmens udgivelse bliver syv Beatles-album udgivet på ny på vinylplader omkring premieredatoen.
Dokumentaren er instrueret af David Tedeschi og har premiere på Disney+ den 29. november 2024.
/ritzau/