Terrorbevægelsen al-Qaedas næstkommanderende på den arabiske halvø er død, skriver Yemens officielle nyhedsbureau, Saba.
Det drejer sig om saudiaraberen Said al-Shehri, der er død af de sår, han fik under en træfning med en sikkerhedsstyrke i Saada-provinsen i det nordlige Yemen den 28. november i fjor.
Nyhedsbureauet citerer en højtstående, men unavngiven kilde i Yemens sikkerhedsapparat for oplysningen.
Ifølge oplysningerne faldt han hen i koma efter at være blevet såret, og han døde så senere.
Det er ikke klart, hvornår han døde.
Netavisen middle-east-online.com refererede allerede onsdag forskellige kilder for, at han er død.
Efterretningsgruppen Site, der holder øje med militante islamisters hjemmesider, sagde da, at en radikal islamist havde skrevet på sin Twitter-konto, at Shehri er død "efter en lang rejse i kampen mod zionister og korsfarere".
Den saudiarabisk-ejede avis Al-Hayat skrev onsdag, at også Shehris familie har sagt, at han er død. Men familien siger, at han døde af sår, han fik ved et amerikansk droneangreb i december.
Amerikanerne har før haft Shehri under lås og slå. Han var tidligere fange i den omstridte fangelejr i Guantanamo i Cuba, men i 2007 blev han løsladt.
Han blev fløjet til Saudi-Arabien, hvor han blev indrulleret i et rehabiliteringsprogram, der skulle få ham væk fra den militante islamistiske løbebane.
Efter at rehabiliteringsprogrammet var afsluttet, forsvandt Shehri for så senere at dukke op som nummer to hos al-Qaeda på den arabiske halvø.
Gruppen kaldes Aqap og ledes af Nasser al-Wuhayshi, skriver middle-east-online.com, der også skriver, at USA regner denne al-Qaeda-afdeling for at være den mest aktive af alle.
/ritzau/