Det danske børsmarked er for første gang i tre år ved at åbne sig for nye selskaber.
Høje aktiekurser, lavere volatilitet og stigende interesse fra investorerne får flere eksperter og virksomheder til at tro på, at nye, danske selskaber er på vej mod en børs-debut, skriver Børsen.
- Markedet for børsintroduktioner og kapitaludvidelser har ikke set så godt ud siden 2007 i mine øjne, siger Jens Plenov, direktør i SEB Enskildas London-baserede ECM-afdeling, som arbejder med børsintroduktioner, til Børsen.
- Vi arbejder med børsintroduktioner i blandt andet Norden og Danmark nu, som vi forventer kommer til at finde sted i år. Jeg tror, det bliver et stærkt andet kvartal, og med det, vi ser nu, kunne andet halvår i år blive meget, meget travlt, tilføjer han.
Desuden har flere virksomheder forladt børsen de senere år, og appetitten hos investorerne er derfor god, siger Peter Holt, porteføljemanager hos Carnegie Asset Management, til Børsen:
- Hvis man er halvstor investor i Danmark med måske et par milliarder under management, er det rigtigt svært at se sig selv i øjnene og købe noget, der ligger uden for de 35-40 største danske børsnoterede selskaber, for du kommer aldrig ud igen, hvis det går galt.
Han får opbakning fra blandt andre Hans Kjær fra Nykredit Asset Management og advokat Aasmul Olsen fra Bruun & Hjejle.
/ritzau/