AGF måtte søndag se sig slået af FC Midtjylland med 1-2 efter en højdramatisk kamp i Aarhus. Undervejs fik FCM smidt både angriber Paul Onuachu og Marc Dal Hende ud.
Det betød, at AGF spillede et kvarter med to mand i overtal, inden AGF’s Casper Højer ligeledes blev udvist med få sekunder igen.
Derfor ærgrede det også AGF’s cheftræner, David Nielsen, at hans hold ikke fik skabt flere chancer i slutfasen.
- Vi skabte selvfølgelig ikke chancer nok i det sidste kvarter. Det kan nogle gange være svært at spille i overtal, fordi spillerne stresser unødigt, siger David Nielsen.
Cheftræneren havde ellers planen klar for, hvordan han gerne så sit hold spille de sidste 15 minutter.
- Vi ville gerne vende spillet fra side til side og spille hurtigt, men vi fik ikke slået nok indlæg. Spillerne fik det svært, fordi vi pludselig blev favoritter, siger David Nielsen med henvisning til gæsternes to røde kort.
Omvendt havde FC Midtjyllands cheftræner, Kenneth Andersen, kun roser tilovers for de ni spillere, som spillede hele kampen for udeholdet.
- Jeg er virkelig stolt over det sidste kvarter, hvor vi længe var to mand i undertal, men forsvarede helt eminent, siger Kenneth Andersen.
Midtjydernes træner nævnte i samme ombæring, at gæsterne fik AGF til at gøre lige, hvad de håbede på, da FCM kom i undertal.
- Vi fik dem til at slå de indlæg, som vi gerne ville. Vi har tre hovedstødsstærke stoppere, som er dygtige til at heade bolden væk.
Samtidig glædede det Kenneth Andersen, at holdet stod tæt sammen.
- Vi stod kompakt, som vi skulle. Kæmpe ros til drengene.
FC Midtjylland rykker med sejren op på siden af FC København på førstepladsen, der mandag møder Vendsyssel FF.
/ritzau/