Halvanden million indbyggere i det lille vestafrikanske Guinea-Bissau har fået en ny leder, efter landets præsident blev myrdet mandag.
Raimundo Pereira hedder den mand, der inden 60 dage skal sørge for, at der bliver afholdt valg i Guinea-Bissau - et land FN tidligere har betegnet som verdens første 'narkostat', fordi kæmpe mængder af sydamerikansk narko rejser over det lille land på vej mod Europa.
Præsident Joao Bernardo Vieira blev mandag skudt af soldater, som mener, han stod bag et bombeangreb, der tog livet af chefen for landets militær. Han tog selv magten i landet ved et militærkup i 1980.
Der har i flere år hersket politisk og socialt kaos i Guinea-Bissau, og narkokarteller har længe haft næsten ubegrænset magt i landet, hvor store dele af civilbefolkningen lever i enorm fattigdom.
Inden valget som midlertidig leder, opfordrede Raimundo Pereira parlamentets medlemmer til at tage ansvar for deres land.
Indtil i dag var Pereira talsmand for parlamentet.