Liget af den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala bliver fløjet til Argentina fredag. Det siger Julio Muller, der er borgmester i Salas fødeby, Progreso, til nyhedsbureauet AFP.
28-årige Emiliano Sala døde i et flystyrt i Den Engelske Kanal 21. januar.
Han var på vej fra den franske by Nantes til Cardiff. Få dage inden havde han underskrevet kontrakt med det walisiske Premier League-hold.
Det var først i sidste uge, at et eftersøgningshold fandt fodboldspillerens lig. Flyets pilot, 59-årige David Ibbotson, er stadig savnet.
Ifølge Julio Muller vil Salas lig blive bragt til idrætshallen ved siden af hans ungdomsklub, hvor der vil blive holdt en mindeceremoni. Borgmesteren siger desuden, at familien er ankommet til Progreso.
Efter britiske myndigheder kunne annoncere, at Salas lig var blevet identificeret, udtalte familien, at man "nu kan begynde at sørge over vores søn og bror".
Salas forsvinden og død har skabt chok og sorg i både Frankrig, Storbritannien og i hjemlandet Argentina.
Argentinas præsident, Mauricio Macri, var efter bekræftelsen af Salas død også dybt berørt over tabet af en af landets fodboldsønner.
- Sikke en smertefuld nyhed. Min kondolence til Emilianos familie, venner og holdkammerater i denne meget hårde tid. Vi er med jer, skriver præsidenten på Twitter.
Både i hans gamle klub Nantes og i hans nye klub, Cardiff, har tilhængerne lagt blomster og tændt lys foran klubbernes hjemmebaner.
Hans tidligere holdkammerater i Nantes hyldede argentineren søndag ved at bære sorte trøjer med Salas navn på ryggen i en kamp.
Cardiff havde to dage før flyets forsvinden købt argentineren, der med 12 mål var den tredjemest scorende spiller i den bedste franske række, for 127 millioner kroner i den største transfer i Cardiffs historie.
/ritzau/