En ældre mand er sent tirsdag eftermiddag blevet dræbt i en trafikulykke nord for Holstebro.
Ulykken skete på Skivevej omkring syv kilometer nord for Holstebro.
- Den ældre mand kommer kørende i sin kabinescooter, da han bliver ramt bagfra af en personbil, der kører i samme retning, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.
En lægeambulance blev tilkaldt. Lægen erklærede efter kort tid manden død på ulykkesstedet.
Det er uvist, hvorfor bilisten overså den ældre mand, men det kan skyldes et øjebliks uopmærksomhed. Der er helt rutinemæssigt taget en blodprøve af bilisten for at fastslå, om han skulle have været påvirket af alkohol eller stoffer.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og de involverede køretøjer for at fastslå, hvordan ulykke skete.
Ifølge politiet er den dræbte formentlig en ældre mand fra lokalområdet, men han er tirsdag aften ikke identificeret med sikkerhed.
/ritzau/