Adgangskrav: Talent og handikap

Teater · Kan udviklingshæmmede og døve blive professionelle skuespillere? Ja, mener to instruktører, der vil bane vejen for handicapteater på danske scener. Nyhedsavisen tog med til audition på den første forestilling og fulgte en flok kandidater med rygs

15 unge mennesker sidder i et sterilt hvidt lokale omkring et bord med kopper, kaffe og en mælkekarton. Bortset fra en pibende termokande er stilheden massiv. Ingen snak, ingen hosten eller latter – bare pinlig tavshed. De kender ikke hinanden, men har en fælles drøm: De vil være skuespillere!

»Velkommen, alle sammen. Det var godt, I kom,« indleder Jesper Michelsen endelig.

Han er en af de to instruktører, der har sat sig for at opsætte teaterforestillingen Snedronningen af Jokum Rohde, frit efter H.C. Andersen.

Kun for handikappede

Forskellen mellem denne opsætning og alle andre er den enkle, at rollerne udelukkende skal spilles af folk med handikap.

»Vi kalder det funktionsnedsættelser, for handikap kan være så mange forskellige ting,« siger Jesper Michelsen og tilføjer, at mennesker uden funktionsnedsættelser omtales som »de statistisk normale«.

Kommentaren afføder latter i rummet.

Vi befinder os i handikap-kanalen TV Glads lokaler i København. De fremmødte er alle stødt på en lille avisannonce med overskriften »Skuespillere søges til teaterforestilling«. Længere nede i teksten fremgår det, at man skal være fysisk handikappet eller udviklingshæmmet for at komme i betragtning. Her sidder de nu – en enkelt i kørestol – og er parate til at vise deres ypperste for at få en rolle. Forestillingen er samtidig et led i et større projekt, Glad Teater, der skal samle kandidater til en egentlig skuespilleruddannelse for handikappede til næste forår. Der er derfor meget på spil.

Gør, hvad du kan

Flokken af forældre, pædagoger og hjælpere bliver bedt om at forlade lokalet, og øvelserne kan begynde.

»Jeg skal tage min medicin nu,« kommer en ung pige, Nina, i tanke om.

Hun har epilepsi og risikerer et anfald, hvis hun venter med at tage sine piller. Et par minutter senere er alle parate til at varme op.

Gruppen står i en rundkreds og følger instruktørerens bevægelser. Han svinger med armene, roligt frem og tilbage, senere i et hurtigere tempo med stemmer på. De to døve gør bevægelserne uden problemer, men kan af gode grunde ikke udtrykke lyde. Andre, som er hjerneskadede eller spastikere, har svært ved at bevæge sig, men har intet besvær med stemmerne.

»Vores udfordring er at forme skuespilsteknikkerne, så de passer til de handikappede, men stadig opfylder målet. Nogle gange må vi acceptere, at der er ting, man ikke kan, men så giver det tilm gengæld noget andet,« siger instruktøren Lars Werner Thomsen.

Sender stemmer væk

I den aktuelle situation skal de unge sende en fiktiv bold rundt mellem sig ved at klappe og sige »hey«. Tempoet er højt, lige indtil turen når til Mette, der er spastiker i kørestol og derfor ikke kan klappe.

»En bevægelse er okay,« siger instruktøren.

Mette anstrenger sig og får sendt bolden videre med et nik med hovedet og et spagt »hey«.

I næste øvelse inddeles de unge i grupper, får tildelt roller og skal spille en scene. En af grupperne tæller Morten, Camilla og Ann. Morten og Camilla er udviklingshæmmede, og Ann har diagnosen OCD, der gør, at hun hører stemmer og tvinger sig selv til at gentage handlinger.

»Når jeg er aktiv sammen med andre, hører jeg ikke stemmerne så meget,« siger hun.

Dukkede de op lige nu, ville hun sikkert være i stand til at overdøve dem, for hun koncentrerer sig 100 procent om at spille den smaskforelskede Gerda. Morten spiller hendes kæreste Kaj.

»Du er en dejlig fyr, Kaj. Jeg holder så meget af dig,« siger hun og tager Mortens hånd.

»Jeg er også meget forelsket i dig, Gerda,« får hun igen.

Morten har før spillet teater på en højskole, men ambitionerne er større end amatørskuespillet. Nerverne vil han ikke ligge under for.

»Man skal have lidt sommerfugle i maven for at lave et godt show. Jeg prøver at leve mig ind i rollen og bruge viden fra mit eget liv. For eksempel tænker jeg på, at Ann er min kæreste derhjemme,« siger han.

Udvælgelsen

Dagens højdepunkt er kommet. I bedste reality-tv-stil skal de unge enkeltvis møde en fire mand stor jury, der skal bedømme deres motivation og evner for at gå

videre. Den ellers afslappede stemning kommer under pres i køen foran eksamenslokalet, hvor de hver skal fremføre et kunstnerisk indslag. Morten har øvet sig på at synge beatles-sangen Eight Days A Week .

»Jeg er bange for, at jeg lige pludselig står der og ikke kan huske et ord. Men jeg tror ikke, det sker, for jeg kan samtlige beatlestekster udenad,« siger han.

Døren går op, og Morten kaldes ind. Juryen vurderer ham tilsyneladende som en af de bedste, for de spørger, om han kunne tænke sig en stor rolle.

»Ja, det kunne jeg! Jeg er jo en af de bedre fungerende udviklingshæmmede. Jeg

kan nemt læse lange tekster.«

»Og huske dem?« vil en af instruktørerne vide.

»Ja, det kan jeg«.

Det er en glad og lettet Morten, der senere komme ud fra auditionen med røde kinder.

»Det gik rigtig godt. Jeg var nervøs i starten, men jeg overvandt det.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.