Sangerinden Adele klarer sig ikke kun godt i popmusikkens verden. Hun er også en stjerne indenfor filmmusik.
Søndag aften i Hollywood kunne sangerinden nemlig gå på scenen i Dolby Theater og modtage en Oscar for titelsangen "Skyfall" fra den 23. James Bond-film.
Den vandt i kategorien bedste sang.
Sangen har Adele skrevet sammen med sin faste makker, Paul Epworth, der også har hjulpet sangerinden med flere af hendes grammy-vindende hits.
Det er første gang nogensinde, at en James Bond-sang modtager en Oscar. Tre gange før har en sang fra film-franchisen været nomineret til prisen.
Første gang var i 1973 med sangen "Live And Let Die", som Paul og Linda McCartney stod bag. Anden gang var i 1977 med sangen "Nobody Does It Better" fra "The Spy Who Loved Me". Den sang Carly Simon.
Også i 1981 lykkedes det for en Bond-sang at blive nomineret, nemlig da Sheena Easton sang "For Your Eyes Only".
Men først nu har Adele altså sørget for en Oscar for bedste sang til den populære film-franchise, der fejrer 50 års jubilæum i år.
Jubilæet blev også fejret på scenen i Dolby Theater i Hollywood, hvor Shirley Bassey optrådte med nummeret "Goldfinger", mens Adele selv sang sit vinder-hit live.
Adele vandt tidligere på året også en Golden Globe for sangen "Skyfall".
/ritzau/