Alle planer om at spille flot fodbold er lagt på hylden i AC Horsens. I øjeblikket handler det kun om én ting. At overleve i Superligaen.
Søndagens 1-0-sejr over Randers FC på Casa Arena i Horsens blev netop vundet med fight frem for flot fodbold. Horsens-mandskabet lignede et hold, der var tæt på panikkens rand i slutminutterne:
- Fordi vi ikke fik mål nummer to, endte det med at blive en kamp, hvor vi måtte krige den hjem, og man måtte holde vejret i nogle situationer. Sådan er det i de her kampe, siger AC Horsens-træner Johnny Mølby.
Sejren gav AC Horsens tre vigtige point i bundkampen, hvor østjyderne rykker tre point fra Silkeborg IF, der ligger sidst.
Mens cheftræneren ikke tør gætte på, hvor mange point AC Horsens skal hente i de resterende kampe for at overleve, så giver anfører Martin Retov et bud.
- Før denne kamp sagde jeg otte-ni point for at klare sig. Og så skal vi altså i hvert fald stadig have fem-seks point i de sidste fire kampe, siger Martin Retov.
Han har svært ved at tro på, at andre klubber end Silkeborg IF, AC Horsens og Brøndby IF kan blandt sig i nedrykningskampen.
Men AGF og Sønderjyske, der er tre point foran AC Horsens, skal hente flere point:
- Det kan ikke sige sig fri endnu, fordi de ved godt, at vi kommer bagfra nogle af os. Man har set vanvittige afslutninger i Superligaen før, og de skal ud at lave flere point, end de har nu, advarer Martin Retov.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.