Artikel fra DR Nordjylland distribueret af Ritzau.
Selv om man som ældre har et stort behov for hjemmepleje, så er det ikke ensbetydende med, at man også er meget ensom.
Det har Aalborg Kommune måttet sande.
Sundhedsstyrelsen sendte 3,2 millioner kroner til kommunen i begyndelsen af 2017 med det formål at styrke indsatsen mod ensomhed blandt ældre mennesker, der modtager mindst syv timers hjemmepleje om ugen.
- Men vi har ikke kunnet opfylde Sundhedsstyrelsens ønske, siger ældrerådmand Jørgen Hein til DR Nordjylland.
Aalborg Kommune nåede at bruge to af de godt tre millioner kroner. Det er uvist, om de skal betales tilbage.
Ældreminister Thyra Frank (LA) prøver for tiden at få sat 400 millioner kroner på finansloven for 2019 for at bekæmpe ensomhed blandt ældre.
DR Nordjylland