Venstre kan ikke kende forskel på "inklusiv" og "eksklusiv" i sit nye udspil, der skal spare fire milliarder kroner på aktiveringsindsatsen for de ledige.
Så kontant er meldingen fra direktøren i a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.
- Det er helt urealistisk. Især hvis man mener, at jobcentrene skal gøre mere, siger han og henviser til et svar fra Beskæftigelsesministeriet, som Ritzau er i besiddelse af.
- Hele fidusen er, at de 16 milliarder indeholder udgifter til forsørgelse under aktivering og til løntilskud, som erstatter dagpenge-udgiften, siger Verner Sand Kirk.
Opgørelsen fra Beskæftigelsesministeriet viser, at udgifterne forbundet med den aktive beskæftigelsesindsats samlet løber op i 16,3 milliarder kroner.
- Der har de i Venstre forstået således, at det er eksklusiv det, som folk skal leve af under aktiveringen, siger Verner Sand Kirk.
Længere nede i opgørelsen fra ministeriet fremgår det, at Venstres formulering, om at der til de 16 milliarder kroner skal lægges udgifter til forsørgelse og drift, ikke holder.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets opgørelse, der er udregnet af Det Økonomiske Råd, inkluderer de 16 milliarder kroner både udgifter til forsørgelse - dog ikke sygedagpenge - til de ledige under aktiveringsarbejdet og drift af jobcentrene.
Opgørelsen viser, at der går 5,9 milliarder kroner til "Aktiveringsudgifter (drift)," mens "Forsørgelse" fylder 4,6 milliarder kroner.
Hertil kommer 3,8 milliarder kroner i "Aktivering (løntilskud)."
- Det skal bemærkes, at ud af opgørelsens ca. 16,3 milliarder kroner udgør ca. 8,4 milliarder kroner udgifter til løntilskud og forsørgelse under aktivering, skriver Det Økonomiske Råd i opgørelsen.
Udgifter erstatter blot, skriver ministeriet, "tilsvarende udgifter til passiv forsørgelse, såfremt de ledige ikke var omfattet af den aktive indsats."
/ritzau/