Siden den højrepopulistiske partileder Jörg Haider for knap to uger siden forlod et bøssediskotek ved Klagenfurt og kørte i døden med 172 km/t og en alkoholpromille på 1,2, har der været talt om den 58-årige familiefars seksualitet.
27-årige Stefan Petzner, som Haider angiveligt drak vodka med og skændtes med inden sin fatale biltur, antyder kraftigt i et interview på landsdækkende radio i Østrig, at de to have et homoseksuelt forhold.
"Vi havde et specielt forhold, der går langt ud over venskab. Jörg og jeg var knyttet af noget ganske særligt. Han var manden i mit liv. Jeg elskede ham som min bedste ven," siger Petzner i det meget følelsesladede interview.
Efter Haiders død overtog Petzner rollen som leder for partiet Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ) i overensstemmelse med Haiders ønske før sin død.
Men efter interviewet med østrigsk radio er Petzner blevet degraderet til næstkommanderende i partiets parlamentariske gruppe, selvom han formelt er partiets leder, skriver BBC.
En talsmand for partiet siger til den britiske tv-station, at Stefan Petzner ikke er blevet kritiseret internt for sine udtalelser, men at han på egen opfordring er blevet fritaget for at være leder af partiet i parlamentet.
Jörg Haiders familie har endnu ikke kommenteret den seneste omtale af hans privatliv.
Den 58-årige politiker var gift og havde to døtre.
Han blev verdenskendt, da hans stærkt indvandrerkritiske og højrepopulistiske parti FPÖ ved valget i 2000 blev det næststørste parti og dannede koalitionsregering med de østrigske socialdemokrater.
Det udløste kort efter sanktioner fra flere EU-lande, der for en tid indstillede deres politiske kontakter til Østrig.
I februar 2000 trådte Haider overraskende tilbage fra posten som formand som FPÖ, men bestred at han bøjede sig for det internationale pres.
Han stiftede i 2005 det nye parti Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ), der overtog pladsen som koalitionspartner i regeringen efter FPÖ, der var blevet splittet.
/Newspaq/