Abeungen Nana, som til daglig bor i Odsherred Zoo, slap i går ud af sit bur.
Det skabte vild panik hos ejere og ansatte af den lille zoologiske have.
- I dag kan jeg grine af det, men det kunne jeg ikke i går. Nana er jo slet ikke vant til at være uden for sit anlæg, så vi havde det frygteligt og var meget bange, siger Joan Thygesen, som er medejer af parken.
Joan og hendes mand Jørgen har et meget tæt forhold til Nana, da de har opflasket hende fra spæd. Nanas mor ville ikke tage sig af hende, da hun blev født, så Joan og Jørgen er det tætteste, Nana har på forældre.
De opdagede, at hun var væk, da en nabo til haven ringede og sagde, at der sad en abe i et træ i haven. Da de nåede frem, havde Nana dog allerede bevæget sig videre.
- Vi var 15 mennesker, der for omkring og ledte efter hende. Vi fik løbende tip om, hvor hun var på vores mobiltelefoner, fortæller Joan Thygesen.
Nana blev blandt andet set ved det lokale forsamlingshus og i en vejkant.
Nana er en gibbonabe, som har meget lange arme.
- De bliver kaldt for junglens akrobater , fortæller Joan Thygesen.
Og det har måske været med til at sørge for, at Nana ikke kom galt afsted.
- Heldigvis søger gibbonaber altid opad, så Nana har søgt tilflugt i træer og andre høje steder. Hun er også så akrobatisk og hurtig, at hunde og andre dyr, der ville prøve at fange hende, ikke har en chance, fortælle Joan Thygesen.
Heldigvis endte Nanas springtur efter et par timer. Hun havde af sig selv fundet tilbage til zoo.
- Pludselig ringede der en dame og sagde, at hendes mand lige var kørt forbi zoo en og havde set en abe sidde på skiltet udenfor. Så skyndte vi os tilbage, siger Joan Thygesen.
Der sad Nana ganske rigtigt og ventede på dem.
Aben var fuld af adrenalin efter hendes udflugt, men var ikke nervøs eller bange. Hun var dog meget glad for at være tilbage i sit anlæg, fortæller Joan Thygesen.
- Vi måtte tilbringe lidt tid med hende dernede med at give hende kamillete og nusse, indtil hun til sidst lagde sig op i sin hængekøje og faldt i søvn som en sten, siger Joan Thygesen.
Nana fik kamillete i sutteflasken, da hun var baby, og det har stadig en tryg og beroligende effekt på hende.